Handicaphjælper

hos NT Falke

Som handicaphjælper hos NT Falke, er du ansat under administrationen hos NT Falke A/S i Albertslund. Afhængig af hvilken type ordning du er ansat ved, så kan du i det daglige opleve, at borgeren du arbejder hos, fungerer som din nærmeste leder.

Det kræver tålmodighed og selvstændighed at være personlig hjælper; dels i forhold til at respektere borgeren i dennes hjem, dels fordi du kun sjældent ser dine kollegaer, og derfor kan opleve at stå alene med en problematisk situation.
Derfor skal du som handicaphjælper, uanset ordningstype, være moden, mødestabil og fleksibel. Du skal være god til at samarbejde med andre mennesker, der ofte kan være i en udsat og lidt vanskelig situation på grund af deres handicap.
Helt grundlæggende er det vigtigt, at du er indstillet på, at du som handicaphjælper er ansat som personlig hjælper for en person med et fysisk eller psykisk handicap. Det kan være hos et barn, voksen eller ældre.

Arbejdsopgaverne varierer meget, og kan f.eks. bestå i hjælp til personlig pleje, madlavning, af- og påklædning, leg og træning, lettere sekretæropgaver, transport og oplevelser ud af huset. Kørekort er ofte nødvendigt, men ikke i alle ordninger, så lad det ikke være en hindring for at søge stillingen.
Der er ingen krav til uddannelsesmæssig baggrund, når du søger job hos NT Falke. Du vil blive oplært i henhold til de konkrete arbejdsopgaver hos den borger, du arbejder hos. Du har rig mulighed for at tilegne dig en række kompetencer på området ved at deltage i kurser og undervisning hos NT Falke.

Antallet af vagter kan variere meget. Nogle handicaphjælpere er fuldtidsansatte, mens andre bruger hjælperjobbet til at supplere anden indkomst. Deltidsansatte hjælpere er ofte studerende, kunstnere eller personer med mindre selvstændig virksomhed.
Udover, at dine kvalifikationer skal stemme overens med borgerens behov, så er det også vigtigt, at der er en god kemi mellem borger og hjælper.

Som personlig hjælper skal du som udgangspunkt have en sikker fornemmelse for, hvad det vil sige at træde ind i et privat hjem hos borgeren, dennes familie og netværk. Du skal være nærværende, løse dine opgaver og samtidig have sans for, hvornår du skal træde i baggrunden og være usynlig. Det er en meget fin balance, der bygger på tillid og fortrolighed, og kræver, at du som handicaphjælper viser både respekt og indlevelsesevne for borgeren og dennes private liv. Du skal også kunne håndtere den vanskelige gråzone mellem det faglige, personlige og private i forhold til den borger, du typisk vil komme til at tilbringe rigtig mange timer sammen med i kraft af din rolle som hans eller huns personlige hjælper.
Du må med andre ord aldrig blive husven eller en del af familien. Du er medarbejder og professionel med arbejdsplads i tilknytning til et privat hjem.
At arbejde som handicaphjælper stiller betydelige krav, som du har kunnet læse, og måske allerede ved.

Men det er værd at understrege, at der også er en lang række fordele og muligheder, som du ikke finder i de fleste andre typer job.
Udover en god indtjening – bl.a. fordi du ofte også vil få vagter i aften- og nattetimerne med løntillæg – har du altså store muligheder for, som handicaphjælper, at tilrettelægge et aktivt liv med uddannelse, familieliv og andre aktiviteter på en helt anden måde, end hvis du er ansat i en normal 37-timers stilling med faste mødetider.

Du kan på den måde kombinere et meningsfuldt arbejde, som personlig hjælper for et menneske med et behov for hjælp, med en høj grad af fleksibilitet og skabe den gode balance mellem arbejdsliv og familie- og fritidsliv, som er attraktivt for mange.

Mere om handicaphjælperjobbet

Relationen mellem borger og hjælper

Borgere med en hjælperydelse i eget hjem har naturligvis stor indflydelse på, hvilke kriterier de vægter hos deres hjælpere. De afgør, hvem der bliver ansat i deres ordning. Det er derfor vigtigt for os, at borgeren selv er med til at sætte ord på de faglige og personlige kompetencer, som de leder efter hos den hjælper, der skal indgå i deres hverdag.
Hos NT Falke ser vi det som en af vores fornemmeste opgaver, at skabe de bedst mulige rammer for både personen med behovet for hjælp og dennes hjælpere i hverdagen. Derfor går vi meget op i, at der er et godt personligt match, mellem dig som hjælper og den borger du skal støtte.
Det er altafgørende for samarbejdet, når man har et behov for hjælp, at der er ro og stabilitet omkring hjælperne. Stabilitet i hjælperteamet giver langt større frihed for den enkelte til at kombinere det frie og uafhængige liv, trods funktionsnedsættelse og/eller andre særlige behov. Har man et stabilt og sikkert team af hjælpere omkring sig, så giver det derudover en tryghed for det enkelte menneske med et behov, der kræver at de lukker fremmede ind på arbejde i deres hjem, og som en del af privatlivet i øvrigt.
Derfor sætter vi også stor pris på, at du som hjælper er med til at definere dine egne grænser og tilkende-give dine ønsker, for din ansættelse som handicaphjælper. For at opnå kvalitet og stabilitet i det langsig-tede samarbejde mellem dig som hjælper og den person du skal hjælpe, fokuserer vi meget på, at udvæl-gelse og matching sker metodisk og ud fra både borgerens og dine ønsker. Ikke mindst når det drejer sig om de personlige kompetencer.
På den måde kan vi skabe de bedst mulige rammer for din ansættelse, og for samarbejdet med ham eller hende du skal hjælpe og støtte i hverdagen.

Generelle vilkår for handicaphjælpere med ansættelse hos NT Falke

Arbejdsvilkårene for et arbejde som handicap hjælper kan ikke skitseres ud fra en fast ramme. Der er flere parametre der spiller ind i hvordan den enkelte ansættelse er stykket sammen med hvilke vilkår der gælder.

Eksempelvis har det betydning hvilken type af ordning man ansættes i, hvilken kommune er ansættelsesstedet placeret i og hvilke kompetencer er krævet i ordningen.

Der er altså ikke et facit for de eksakte vilkår.

Vi ved godt, at det er et omdiskuteret emne, og vi har derfor forsøgt at skitsere de mest almindelige vilkår. Vær dog opmærksom på, at det er meget forskelligt hvilke vilkår der gælder for den enkelte ansættelse. Så står du over for en ansættelse som handicaphjælper, så spørg ind til vilkårene på den enkelte ansættelse.