Handicaphjælper jobbets historie

Arbejdet som handicaphjælper er som udgangspunkt ufaglært arbejde. Det er der gode og historiske grunde til.

Vi skal tilbage til Århus i slutningen af 70’erne. Dengang de første hjælperordninger blev etableret. Dengang var det et ønske, nogle vil sige et krav fra brugergruppen, at de mennesker der skulle træde ind i stillingen som hjælper, i deres hjem var ufaglærte. Brugerne havde den holdning, at de selv var eksperter i egne behov og derfor de nærmeste til at instruere og vejlede hjælpen i hvordan deres støtte og hjælp skulle tilrettelægges.

Interessen for at fagpersonale skulle indgå i deres hjælperteam med en (måske naturlig) forventning om, at deres faglighed skulle gå forud for den enkelte brugers selvstændige vurdering af egne behov, var ikke eksisterende fra brugerne. Det handlede kort fortalt om, at denne stærke brugergruppe, ønskede at tage det frie liv og selvstændigheden tilbage; trods deres handicap.

Den opfattelse lever videre i bedste velgående blandt mange borgere med hjælp i hjemmet, og lægges også til grund for de kommunale bevillinger på f.eks. BPA-området. I de kommunale bevillinger tages der nemlig udgangspunkt i aflønningen af ufaglærte medarbejdere.

Dertil er der i dag selvfølgelig også ordninger, som kræver en anden faglig kunnen. Har borgeren, barn eller voksen, et komplekst behov, besættes en hjælperstilling med faglært personale (SOSU, sygeplejersker eller andre). Ofte vil det i den type ordninger være kommunal visitation eller ordination fra sundhedsvæsenet, som identificerer behovet. I sådanne tilfælde bevilliges midlerne til at benytte faglærte medarbejdere af kommunerne/regionerne.