Ledsagerordning hos NT Falke

Hvad er en ledsagerordning?

Ledsagerordningen bevilliges af kommunen efter bestemmelserne i servicelovens § 45 og servicelovens § 97. Tilbuddet gives til borgere med fysiske eller psykiske vanskeligheder, der gør dem ude af stand til at færdes alene uden for eget hjem. Målgruppen for ledsagerordningen er afgrænset til unge og voksne mellem 12 år og folkepensionsalderen. Borgere, der har fået tildelt ledsagelse før pensionsalderen, kan dog beholde den, efter de er blevet pensioneret.

Ledsagerordningen giver adgang til 15 timers ledsagelse om måneden. Man kan bruge timerne i den måned, hvor de er bevilliget, eller efter nærmere regler sparer nogle af dem op inden for en seks måneders periode. Ubrugte timer kan altså anvendes på et andet tidspunkt indenfor seks måneder, evt. til længerevarende aktiviteter som fx ferieophold i både ind- og udland.

Formålet med ledsagerordningen er, at give mennesker med betydelig funktionsnedsættelse, mulighed for selvstændighed og uafhængighed i forhold til at opsøge tilbud og muligheder ude blandt andre og nøjagtig efter deres eget valg og personlige interesser. Ledsagerordningen indeholder således ingen nærmere afgrænsning af, hvilke aktiviteter timerne kan bruges til, så længe det er borgeren selv, der definerer sine behov og klart og entydigt efterspørger dem.

Der kan være tale om alt fra museumsbesøg til sportskampe og fra en tur i nattelivet til en familiefødselsdag. Det meste er muligt, så længe det foregår på borgerens præmisser.

En væsentlig forudsætning for en velfungerende ledsagerordning er, at borgeren finder en ledsager med empati, situationsfornemmelse og meget gerne nogenlunde de samme interesser. På den måde vil de to kunne dele og berige en fælles oplevelse – måske ud fra forskellige forudsætninger, men alligevel i et partnerskab, der nok er professionelt - men alligevel tæt, og fokuseret på at dele noget med hinanden.

Det gode match mellem borger og ledsager er det afgørende for kvaliteten i tilbuddet om ledsager. Det er ikke svært at forestille sig, at glæden over en god fodboldkamp nu engang er noget større, hvis begge lever oprigtigt med i kampens forløb, end hvis ledsageren sidder og drømmer om den seneste kunstudstilling på Louisiana.

Det er NT Falkes erfaring, at en betydelig del af borgere med ledsagerordning selv finder deres ledsager, og i vid udstrækning er i stand til at tilrettelægge timeforbrug og placering af aktiviteter i samarbejde med ledsageren. Ofte er det altså muligt for borgeren og ledsageren at styre timerne og planlægningen uden nævneværdigt behov for støtte udefra til den daglige drift. Det eneste man skal tage hensyn til, er jo givet, at ledsagning altid foregår udenfor hjemmet, samt at alle udgifter forbundet med ledsagerens deltagelse dækkes af borgeren. Nogle museer, dyreparker og lign. accepterer gratis ledsager ved fremvisning af ledsagerkort, sen ordning som administreres af Brugerservice hos Danske Handicaporganisationer.

En mindre del af målgruppen har til gengæld fysiske og psykiske vanskeligheder i et omfang, der nødvendiggør betydelig eller ligefrem massiv støtte, for at få det fulde udbytte af deres ledsagerordning.

Ledsagning serviceloven §97 §45

Læs mere om ledsagning

Andre ydelser

Fra NT Falke
(Nedenstående links henviser til andre dele af hjemmesiden.)